AGTRUP MØLLE, Møllebakken 5, 6091 Bjert. Kolding Kommune

Agtrup Mølle pict

Agtrup Mølle, eller 'Vennermindet', står på sin lille bakke nogle kilometer sydøst for kolding, på en grund hvor der i tidligere tid kun lå et bomhus, hvor der blev opkrævet bompenge for passage ad vejen, der nu ligger vest for møllen.

I 1847 opførtes den første mølle. Den brændte i 1873, hvorefter den nuværende mølle blev opført i 1876.
 
Det var en mand ved navn Nielsen, der byggede den første vindmølle i Agtrup. Den var stråtækket og blev d. 11. september 1873. ramt af et lyn og brændte ned til grunden. Den daværende møller Nicolai Hansen var ikke forsikret, men havde mange venner i sognet. Mange af vennerne hjalp ham med penge, som gave eller som lån, og møllen blev bygget op igen. Den stod nu som en smuk og solid bygning, der var en pryd for sognet. I taknemmelighed for vennernes hjælp kaldte mølleren sin nye mølle for "Vennermindet". 
Nicolai Hansen kunne alligevel ikke få det til at løbe rundt, og nogle venner kautionerede for et større beløb.
En dag da Nicolai Hansen havde været i Kolding for at få sin økonomi i orden, virkede han glad på sin kone, og mente, at nu skulle det nok gå. I løbet af natten kom han dog i tanker om, at en af hans kautionister lige havde betalt et større beløb på grund af en anden kaution og blev så urolig, at han stod op for at gå ud og se til møllen. Da manden ikke kom ind igen, blev konen bange og gik ud for at lede efter sin mand. Hun fandt ham i laden, hvor han havde hængt sig. 
I sognet opstod der senere rygter om at "mølleren jo nok selv havde sat en tændstik til" og for at slippe for de ondsindede rygter, emigrerede enken og hendes børn til Amerika.
I november 1946. kom der brev fra en søn af møller Nicolai Hansen i Amerika. Han beder sognepræsten i Agtrup om adresser på eventuelle arvinger efter dem, der i sin tid havde kautioneret for hans far. Han ville gerne tilbagebetale, hvad hans far var kommet til at skylde........
Det er ikke mange møller der kan fortælle sådan en historie. 
 
Agtrup Mølle står uden krøjeværk, vinger, galleri og inventar og er ikke særlig interessant som mølle, men i skulle lige have dens historie.
 
Møllen ejes privat og kan kun ses udefra.  (2006) 
 

FAKTABOX

Opført år 1876:

Hollandsk vindmølle med galleri

Undermølle i grundmur

Overmølle i grundmur, muret til hatten

Hatten er løgformet, beklædt med pap

Vingerne havde klapper

Møllen krøjede med vindrose

Bygget som kornmølle

I drift indtil ca. 1960

 

 

Agtrup Mølle

find møllen

Agtrup Mølle

OBS.

Egentlig skulle denne mølle ikke være med i arkivet, da den ikke har hverken galleri, vinger, krøjeværk eller inventar, men den har en god historie, så derfor tog vi den med.

Møllen er ikke værd at køre langt efter.

moellearkivet.dk/logodown