BALLUM PUMPEMØLLER, Rømøvej, Bredebro Kommune
|
Opført 1836:
- Vindmøller med vandsnegl.
- Sokler af beton.
- Overmøller af jern.
- Vinger til sejl.
- Møllerne krøjes fra jorden.
Opført som pumpemøller.
Ballum Pumpemøller ligger i Ballum Enge. Inden man kører op på dæmningen til Rømø, svinger man mod syd og kører nu langs et af marsklandets mest markante diger. På indersiden løber en afvandingskanal og ved Ballum Sluse kan man komme op på digetoppen og få et flot kig mod Rømø og Rømø-dæmningen.
På østsiden af vejen, med en indkørsel markeret af en mindesten, ligger et lille marskmuseum med to bevandingsmøller, som digelauget holder i drift. Museet bærer navnet Markmandens Hus og er det eneste hus, der overlevede den store stormflodskatastrofe i 1634, som på frisisk kaldes "Store Manddränke". Hele området fra Ribe til Elben blev berørt og springfloden kostede over 6.000 mennesker livet, og mere end 1.300 gårde blev skyllet væk.
De første møller var af træ, men efter en renovering i 1890, blev de genopført i jern.
I 1968 optog ASA-film dokumentarfilmen "Vindmøllerne", og satte nye vinger på de gamle møller. Møllerne har pumpet vand fra åen op til kvæget, da der er mangel på fersk grundvand i marsken.
Møllerne ligger frit i et lille museumsområde midt i den flotte natur, sydvest for Skærbæk, hvor man også kan se en lille udstilling om stormfloder, samt en imponerende stormflodspæl.
Tag maden med og nyd stilheden, den storslåede natur og det rige fugleliv i området. (2000)
|
|