KARREBÆK MØLLE, Kirkebakken 6, Karrebæk. Sj.
|
Opført 1858: Ottekantet hollænder med jordomgang. Undermøllen er bygget i grundmur og kampesten. Overmøllen er i træ og beklædt med spån. Hatten er løgformet og ligeledes beklædt med spån. Vingerne er sejlførende og møllen krøjes fra omgangen. Bygget som kornmølle og i drift til ca. 1945. Karrebæk Mølle er opført på "Humlebjerg", i dag en del af Kirkebakken, og tæt ved Karrebæk Kirke. Møllen blev i 1858 bygget til Niels Mortensen, som i 1870 solgte den videre til Ole Andersen, der 25 år senere gik fallit med møllen. I hans tid var der altid åbent hus/møllegård med mad og dram på bordet. Det kostede på den tid 33 øre at få malet en tønde korn. Når der var travlt på møllen måtte kværnstenene bildes hver måned. En mand fra byen, Ludvig Jensen, var meget dygtig til dette arbejde. Det tog ham 2 dage for alle tre kværne. Havneudvalget i Næstved har gennem årene bidraget med flere beløb til møllens vedligeholdelse. Endvidere betaler Næstved Havn et mindre beløb hvert år, idet møllen stadig bruges som sømærke. I 1999 fik møllen monteret et grønt blinklys, som overét med en grøn lanterne på en båke i fjorden, leder skibene ind og ud af kanalen til Næstved Havn. Det grønne blink er monteret i møllens nordøstlige vindue. Ved Karrebæksminde havn, ikke langt fra byen, kan man købe/spise frisk fisk. Der er bord/bænk og masser af P-plads ved møllen. (2003)
|
|