GRUBBE MØLLE (vand), Møllegyden 2, Faaborg. Fyn
|
Anlagt i 1400-tallet:
- Vandmølle med turbine.
- Mølle og beboelse i een længe.
- Facader i grundmur med kvist.
- Taget er et saddeltag beklædt med skiffer.
- Dam, vandføring, stigbord, malekarm og turbine er bevaret.
Bygget som kornmølle og i drift indtil 1960.
Grubbe Mølle ligger smukt i det sydfynske landskab, lidt udenfor Faaborg, og er Fyns eneste fungerende dobbeltanlæg. Den tilhørte oprindelig godset Hvedholm, som senere kom under grevskabet Brahesminde, der solgte møllen til selveje i 1876.
Det er en meget gammel mølle, anlagt i 1400-tallet og de nuværende bygninger stammer fra midten af 1700-tallet.
Vandmøllen er meget ældre end vindmøllen. Måske har den været kornmølle for en borg, da der ikke langt fra møllen, ved et gammelt voldsted, er fundet munkesten. Det tyder på en bebyggelse fra Middelalderen.
Den gulkalkede længebygning hvor mølleriet er indrettet i den sydlige ende, rummer også møllerbolig med kvist, folkerum og garage. Møllen står med komplet inventar, bl.a. findes en 'triør' til frarensning af klintefrø, der tidligere var et stort problem i brødkorn.
Hvis nogen vil opleve hvordan det er at bo på en vandmølle, har ejerne indrettet to store værelser i møllergården til Bed & Breakfast, hvor man kan falde i søvn til lyden af vandets brusen.
Møllen kan ses i funktion på rundvisninger, hvor der samtidig fortælles om møllens historie.
Grubbe Mølle ejes af Kirsten og Niels Erik Jervelund. (2009)
Se også 'Grubbe Mølle (vind)
Møllens hjemmeside: www.grubbemoelle.dk
|
|