LÆSØMØLLEN, Frilandsmuseet, Kongevejen 100. 2800 Kgs. Lyngby

moellearkivet.dk/Læsømøllen pict.
Læsømøllen står ved 'Læsøgården' på Frilandsmuseet ved Kgs. Lyngby. Den er opført som gårdmølle og har kun malet korn for en enkelt gård.

Fra omkring 1750 blev der bygget mange møller på Læsø. Der var ingen mølletvang og hver gård ville have sin egen mølle. Derfor var det også små møller med kun een kværn og som var lette at betjene, der blev bygget flest af. En anden årsag til de små møller var, at Læsø havde udviklet sig til et søfart- og fiskersamfund, hvor mændene var på havet og kvinderne passede landbruget hjemme. Derfor var det ofte kvinderne der betjente møllerne når der skulle males korn.

Frilandsmuseet købte Læsøgården og møllen i 1947 og åbnede dem for publikum i 1955. Læsøgården, med sit store tangtag, der hænger tungt ned over bygningen og rager langt ud fra ydervæggene, blev hurtigt en af museets største attraktioner. I hippi- og flower-power 60'erne, hvor håret skulle være stort og langt, blev gården kaldt 'Beatles Huset'.

Læsømøllen var efterhånden blevet lidt medtaget af vejr og vind og mistede først sit ene vingepar i en storm. Senere syntes museet ikke de kunne forsvarre at have den stående og lagde den på magasin. Efter nogle års fravær er møllen nu færdigrestaureret og på Mølledagen den 15 juni 2008, blev den (meget symbolsk) genindviet ved at USA's første kvindelige møller- Alisa Crawford (lady miller), malede korn på møllens lille kværn.

Læsømøllen ejes af Frilandsmuseet. (2008)
FAKTABOX
 
Opført omkring 1800: 
 
Vindmølle på stub (stubmølle)
 
Fundament af kampesten
 
Dobbelt krydsfod af egebjælker
 
Firkantet krop af træ beklædt med lodrette brædder
 
Taget er et saddeltag med brædder på klink
 
Vingerne har hækværk til træplader
 
Møllen krøjes med stjert
 
Bygget som gårdmølle (kornmølle)
 
 
moellearkivet.dk/Læsømøllenkort
moellearkivet.dk/logodown